Fredag den 29. april 2011: Kl. 6 slog vi øjnene op og begav os straks af sted til Yosemite Village, hvor vi parkerede vores mobile home og fandt en shuttle bus, som kunne køre os til den første attraktion; Yosemite Falls. Sikke et syn! Fed oplevelse, selv om vi blev en smule våde. Derefter kørte vi igen med shuttle bussen. Denne gang kørte den os rundt i hele Yosemite Village, hvor vi bl.a. så flere bjørnefælder. Man havde åbenbart haft store problemer med at holde bjørnene ude af campingområderne i denne del af parken. Ikke særligt betryggende. Efter frokost smuttede vi til Wawoma, hvor vi gik en lang tur i skoven for at kigge på de kæmpestore Mammut-træer. Flere af dem er over 1800 år gamle og har overlevet et utal af skovbrande. Turen endte ved the Grizzly Giant, som er 8 meter i diameter. Derefter kørte vi et smut ind forbi en gammel pioner by og endte på vores campsite Wawoma klokken 17, efter at have mødt både egern og rådyr på vores vej.
Vi skulle bo lige ned til en fossende flod. Det var en beroligende og hyggelig lyd at falde i søvn til efter at have grillet kylling og spist et stort måltid mad. Alle sov som sten kl. 21. Det blev sørme en kold nat med 3-5 minusgrader. Heldigvis gik varmeblæseren i gang af sig selv, så vi ikke frøs helt til is.
Lørdag den 30. april 2011: Sikke en kold nat! Vi vågnede stivfrosne kl. 06.30, hvorefter vi begav os mod Barstow, en køretur på 6 timer. Efter 2 timers kørsel, mest nedad og igen med en formidabel udsigt, stoppede vi for at spise morgenmad. Efter endnu en times kørsel ramte vi sletten og Mojava ørkenen. De næste 3 timer var en sej køretur med vejarbejde og en forfærdelig vind over sletten, som rev og sled i det stakkels mobile home. Men Kent klarede skærene trods ondt i ryggen. Han er en formidabel mobile home-chauffør og havde forceret det prægtige landskab gennem bjerge, dale, sne og ørken med stor sikkerhed indtil nu. Kl. 14.00 sad vi på Barstow KOA campingplads og spiste frokost i 25 graders varme. 15 min. senere flød vi rundt i poolen og nåede endda at blive solskoldede inden eftermiddagen var ommeJ. Tænk sig at køre fra frost og sne til tørke og hede på 6 timer. Isn´t it just amazing? Efter et langt og tiltrængt bad og en lækker bøf kunne vi gå varme og glade i seng.
Søndag den 1. maj 2011: Dagen startede med et besøg i Calico ghost town, som var en guld- og sølvgraverby, der opstod i 1881 og blev forladt i begyndelsen af 1900-tallet pga. de dalende priser på guld og sølv. Ca. halvdelen af de originale bygninger er blevet bevaret, og resten af byen har man forsøgt at bygge op, som det oprindeligt så ud. Det var en god oplevelse i børnehøjde, og vi kom både ned i den gamle mine og ud at køre med det gamle tog. Så….
Skide være med røde faner og pølser og fadbamser i Eventyrhaven for…Las Vegas, here we come. Sådan! 3 timers kørsel gennem ørken og over slette og pludselig popper en millionby med alverdens lys og glimmer frem i det fjerne. Man fatter det bare ikke. Inden vi så os om, holdt vi inde på The Strip (hovedgaden i Las Vegas) badet i lys og musik. Den ene limousine efter den anden skred forbi med celebrities indeni. Det var så fedt et syn. Vi ankom til Circus Circus kl. 15 og tjekkede ind på hotellet. Vi fik tildelt et fedt værelse med to store King Size beds. Efter at have brugt 1 time på at komme hotellet rundt, spiste vi aftensmad i en af de mange restauranter, som var på vores hotel. Derefter begav vi os ned ad the Strip til fods. Ved hvert hotel var der gratis shows med alt lige fra dejlige damer til kanoner, fyrværkeri, pirater og vulkaner i udbrud. Vi fik virkelig en på opleveren. Kent havde desværre lavet en forkert bevægelse og havde meget ondt i ryggen, så han måtte udsætte gamblingen lidt endnuJ. Badet i lys, glimmer og fede oplevelser gik vi glade, men også super trætte, i seng kl. 23.30.
Mandag den 2. maj 2011: Mandag er en død dag i Vegas, byen som aldrig sover. Det kunne tydeligt mærkes, da vi stod op. Mange havde forladt byen og hotellerne, mens vi sov. Vi startede dagen ved poolen og fortsatte derefter i Circus for at se klovne og akrobater og videre til Adventuredome, hvor vi fløj rundt i karruseller og rutsjebaner og kørte radiobiler til den store guldmedalje. I skrivende stund ligger vi igen ved poolen og nyder den sene eftermiddagssol (28 grader), mens I ligger trygge i jeres senge i lille DK. I aften vil vi igen udforske The Strip og se Venedig, Paris New York og Caesars Palace, 4 store tema-hoteller, som åbenbart er så store og virkelige, at man skulle tro, man var de pågældende steder og ikke i Las Vegas. Lad os se, om det nu også passerJ.
P.S. Det passede! Bare vent til Ii ser billederne derfra. Mor her gik fuldstændig shop amok i outlet i Las Vegas her til aften efter at have kørt op og ned ad The Strip i taxa. Sikke et syn med alle de lys og alt det glimmer. Så helt anderledes ud, når man kørte forbi i bil. Glimmer fortsatte så inde i outlet, hvor kendt mærketøj kostede næsten ingenting. Peter og jeg købte ind til tøjskabene, mens Kent spillede sig igennem natten ved rouletten. Vi fik noget med hjemJ. Det gjorde Kent desværre ikke. Ikke ud over oplevelsen, men den er sikkert også stor, hvis der er en gambler gemt i én.
Tirsdag den 3. maj 2011: Vi sov længe. Det var tiltrængt efter alle de Vegas-oplevelser aftenen og natten i forvejen. Efter check out fortsatte vi til Hoover dæmningen ved Colorado floden 40 km uden for Las Vegas. Det var en meget anderledes men også prægtig oplevelse. Colorado floden fungerer som grænse mellem staterne Arizona og Nevada. The Hoover Dam blev bygget i 1931-1935 og er 221 meter høj. Bag den er der skabt en 185 km lang sø; Lake Mead. Turbinerne i dæmningen yder 4 milliarder kWh om året. Det rækker til en by med ca. 1,3 millioner indbyggere, men det er slet ikke nok til at holde gang i VegasJ. Efter frokost satte vi kursen mod Zion Nationalpark gennem det røde eroderede landskab. Helt anderledes end Mojave ørkenen men igen et prægtigt syn. Ved ankomsten til Zion røg vi ind i en af de mange shuttle busser, som tog os op gennem hele kløften i nationalparken på en 90 min. lang tur. Det var sådan et smukt syn. Vi endte vores tur oppe ved Temple of Sinawave, hvor kløften bliver smallere og North Fork Virgin floden lige så. Vi gik en tur op langs floden og nød synet af både det røde landskab, de eroderede klipper og store som små vandfald samt den brusende Virgin flod. Jacob ville kravle på rækværket og faldt ned og fik en gevaldig skramme på albuen. Heldigvis gik det ikke værre. Hovedet var ellers tæt på at ryge en tur ned i klippen. Da vi havde tilset skrammen og trøstet Jacob, gik turen ned i dalen igen. Klokken var nu 18.45. (troede vi!) Vi skyndte os tilbage til vores mobile home i håb om at kunne nå gennem tunnelen op til Bryce Canyon inden lukketid kl. 20. Men men men… vi havde glemt, at vi nu var i Utah, hvor de er en time længere fremme, hvorfor klokken allerede nærmede sig de 20. Derfor blev vi afvist ved vagten og måtte vende om og finde en campingplads i Zion. Vi fandt den dejligste plads lige ned til den brusende Virgin flod. Som det dog larmede, på den skønne måde. Der er virkelig tryk på floden på denne tid af året, hvor al smeltevandet kommer ned fra klipperne og skal ekspederes videre. Aftensmaden blev serveret kl. 21.30 og derefter slappede vi af og skrev dagbøger og malede i malebøger. Rigtig familiehyggeJ, hvilket der er meget mere plads til på sådan en tur end i hverdagen hjemme i DK. Godnat og sov godt.
Onsdag den 4. maj 2011: Tidlig morgen kørte vi 2 timer op gennem bjergene (fed udsigt) ad snoede veje og gennem en 1,8 km lang tunnel på vej mod Bryce Canyon, hvor de eroderede klipper ligner forstenede mennesker og dyr. The Land of the Legend People; sådan beskrev Paitue-indianerne stedet. Ifølge dem var det nemlig mennesker, der som straf for dårlig opførsel, var blevet forstenet af prærieulvenJ. Amerikanerne kalder de eroderede klipper for Hoodoos, som betyder at kaste en forbandelse. Vi fandt stedet meget fascinerende og forbandt det absolut ikke med nogen forbandelse. Vejret var pragtfuldt og vi vandrede derfor langs klipperne for at få de bedste billeder. Vi besteg ligeledes noget klippe/bjerg, men nedturen var aldeles ikke sjov. Det gik stejlt nedad og mor pivfis her var ikke meget for det. Det tog derfor en del længere for mig at komme ned. Efter frokost begav vi os den lange vej mod Grand Canyon. Vi var i forvejen blevet informeret om, at der ikke rigtig var ret meget at se på den ca. 500 km lange strækning. Gennem indianer-reservaterne så vi kun et øde og tørt landskab med få huse og indianernes små boder langs vejen. 3 benzintanke blev det da også til, men da der var over hundrede km mellem dem hver, og én af dem ikke modtog hverken kontanter eller udenlandske kreditkort, kunne vi konstatere, at det var en meget uklog idé at begive sig ud på den tur med halvtom tank, som vi havde gjort. Men benzinen rakte heldigvis lige, og vi nåede frem til Grand Canyon Village, Mather Campground i Arizona (ny tidszone som gav os en timeJ) ved 20 tiden, hvor vi grådigt satte en ladning store bøffer med salat og pasta til livs. Efter en kort gåtur i den lune aften, var vi klar til køjerne kl. 22.
P.S.: Det er lidt trist at se, at man har givet indianerne den absolut ringeste jord ”tilbage”. Her bor de i reservater men kan intet dyrke, fordi der er så tørt, og da der er SÅ vildt langt til de nærmeste byer, er det heller ikke nemt for dem at kommer hverken i skole eller til et job. Det virker meget uværdigt og giver os noget at tænke over.
Torsdag den 5. maj 2011: Lige fra morgenstunden kørte vi Grand Canyon National Park tynd med shuttle busserne. Vi steg ud og tog billeder ved de bedste points og drak varm kakao og kaffe ved endestationen at the highest peak. Efter frokost begav vi os på vej mod Williams. Vi gjorde holdt ved Grand Canyon Airport lige uden for nationalparken. 20 min. senere hang vi 1,6 km over Grand Canyon i en helikopter. Det var den fedeste oplevelse. Aldrig har vi oplevet noget lignende. Vi fløj over den 30 km brede kløft og Colorado floden. Mor her sad ved siden af piloten helt fremme og kunne kigge ned gennem glasset under mine fødder. Det gav et sug i maven af og til men ellers var der ingen problemer. Godt nede på landjorden igen begav vi os videre til Williams, hvor vi overnattede på KOA campingplads og badede i poolen.
Torsdag den 5. maj 2011: Lige fra morgenstunden kørte vi Grand Canyon National Park tynd med shuttle busserne. Vi steg ud og tog billeder ved de bedste points og drak varm kakao og kaffe ved endestationen at the highest peak. Vi talte med et ungt tysk par, som dagen forinden havde været på en 14 timer lang tur ned i bunden af kløften. Med sig havde de haft deres 9 mdr. gamle dreng i en bæresele. De så noget trætte og medtagede ud, og vi syntes nu nok, det var noget letsindigt gjort med sådan en lille størrelse. Tænk hvis der var hændt dem noget dernede! En helikopter kan ikke engang komme til at lande dernede. Nå….
Efter frokost begav vi os på vej mod Williams. Vi gjorde holdt ved Grand Canyon Airport lige uden for nationalparken. 20 min. senere hang vi 1,6 km over Grand Canyon i en helikopter. Det var den fedeste oplevelse. Aldrig har vi oplevet noget lignende. Vi fløj over den 30 km brede kløft og Colorado floden. Mor her sad ved siden af piloten helt fremme og kunne kigge ned gennem glasset under mine fødder. Det gav et sug i maven af og til, men ellers var der ingen problemer. Godt nede på landjorden igen begav vi os videre til Williams, hvor vi overnattede på KOA campingplads og badede i poolen.
Fredag den 6. maj 2011: Hjælp! Mit ur er væk! Fik det heldigvis igen. Havde glemt det på dametoilettet aftenen før, men en sød og ærlig dame havde indleveret det i kiosken. Dejligt. Vi begav os af sted ved 9.30 tiden. Det var dejligt at have kunnet sove lidt længe for en gangs skyld. Første stop var Bearizona 15 km uden for Williams. Det er en 160 acres stor, nystartet dyrepark, hvor dyrene går frit rundt som i Giveskud Zoo i DK. Vi så ulve, ræve, hvide og sorte bisonokser, amerikanske bjerggeder med kæmpe horn og en masse sorte bjørne. Parken havde 13 voksne, 5 teenagere og 4 babybjørne på hver 3 mdr. De var vel nok sødeJ. I den del af parken, hvor det er tilladt at gå rundt for at se hængebuesvin, amerikanske høns og geder m.m., blev vi kørt rundt i mini-jeep på bedste amerikanerfacon. Efter frokost begav vi os af sted mod Seligman, stedet hvor Disney fik idéen til filmen Cars. Det var en stor oplevelse for særligt Jacob, men Peter nød også gensynet med de mange sjove biler som Sherif, Bumle, Borgmester m.fl. Der blev taget rigtig mange billeder i denne by, som ligger på den historiske Route 66. Engang var byen en blomstrende forretning, men så kom motorvejen, og næsten al trafik blev dirigeret uden om både denne og mange andre byer langes Route 66. I dag besøges den derfor kun af turister som os, der lige skal forbi at kigge, og det har de mange moteller og kaffebarer ikke kunnet overleve på. Vi købte en is ved den legendariske Delgadiollo´s Snow Cap In, hvor der bliver lavet masser af spas med folk. Døre og håndtag vender forkerte og en glad højttalerlatter griner ad dig, når du (selvfølgelig) hopper på den og hiver i den forkerte side. Så gik turen videre til Bullhead City, AZ og Laughlin, NV (også kaldet lille Las Vegas, pga. de mange kasinoer), som er 2 byer, der ligger parallelt med hinanden på hver sin side af Colorado floden, der her fungerer som grænse mellem de to stater Arizona og Nevada. Vi fandt en lille grøn og frodig, palmebeklædt plet langs Colorado floden lige inden broen, som forbinder de to byer. Her måtte man campere og dyppe sig i det lækre, kolde og klare vand. Der var SÅ varmt, da vi trådte ud af camperen, så vi røg direkte i det iskolde vand for at blive afkølet. Ih, hvor vi nød det. Da mørket faldt på, blev alle lysene blev tændt på og ved de mange kasinoer ovre på den anden side i Laughlin. De spejlede sig i det klare vand og det så super smukt ud. Vi gik en aftentur i den varme brise over broen og op ad Main Street i Laughlin. Det var smukt men ikke så glamourøst som Las Vegas. Byens eneste Outlet havde lige lukket for den dag, hvilket betød, at vi måtte komme igen den næste morgen. Det var meget svært, især for drengene, som lå oven over førerhuset i camperen, at falde i søvn den aften pga. varmen, men det lykkedes da til sidst.
Lørdag den 7. maj 2011: Fuglene pippede lystigt allerede kl. 6 oppe i de høje palmetræer lige uden for camperen, og de første vandscootere var allerede sat i vandet på Colorado floden. Vi tog et bad og begav os af sted på indkøb. I stedet for at køre over broen og gennem byen, tog vi en båd, som sejlede os fra Bullhead City siden over til Laughlin siden. Herfra var der kun en kort gåtur til det store Outlet center. I dag var det drengenes tur til at shoppe, og de gik da også snart amok i Levi´s butikken. Tilbage i camperen fortsatte turen til Palm Springs. 4 timers kørsel gennem ørken og over slette ad den gamle Route 66 en del ad vejen. Vi kunne snart konstatere, at dén vej var anlagt FØR man ulejligede sig med at rette veje ud! Køresygen meldte sig, og alle, undtagen chaufføren, valgte at sove det meste af vejen. Vi ankom midt på eftermiddagen (den værste varme var overstået) og fandt efter lang tids søgen en lille fin RV plads lidt uden for Palm Springs. Forinden havde vi spurgt en tilfældig kvindelig hundelufter, om der mon var en RV site in town. Og hun gav følgende svar i et noget videre overlegent tonefald; ”I really don´t think so ´cause people normally don´t come out here in RVs!” Det var dér, det virkelige gik op for os, at Palm Springs er et sted for meget velhavende mennesker. Det siges, at de rige og smukke fra Los Angeles kører til PS, når de skal slappe af. Og de ankommer i alt andet end mobile homes. RV pladsen Happy Travelers var ejet af en tysk dame. Hun fortalte, at hun var kommet hertil som barn. Hendes far var død i Anden Verdenskrig, og hendes mor havde efterfølgende giftet sig med en amerikansk soldat fra Chicago. Dér var hun vokset op. For 13 år siden var hun og hendes mand ude at rejse og var landet i PS. De var aldrig kommet derfra igen. Vi røg hurtigt i poolen for at blive kølet af. Om aftenen spiste vi på Pizza Hut, hvor Kent og Peter erfarede, at når amerikanerne skriver; Large, så mener de Large! Heldigvis kunne de få sig en æske, som de så kunne pakke de 2/3 ned i, som de IKKE kunne spise J. Herefter kørte vi os en tur. Selve byen var ikke imponerende. Og selv om vi var ankommet en lørdag aften, var der ikke særlig meget gang i den. Vi var blevet fortalt, at verdens største svævebane fandtes i PS. Hér blev vi slemt skuffede. Vi regnede med, det var en svævebane, man hang frit i, som den vi havde prøvet på Bornholm. I stedet var det en almindelig cable tram, som dem vi kan bruge på skiferie. Vi kørte tilbage til campingpladsen og gik til ro. PS var en skuffelse for os. Der er vist ikke meget gang i den by ud over de par uger, hvor filmfestivalen står påL.
Søndag den 8. maj 2011: Vi stod meget tidligt op for at begive os mod San Diego. Det blæste helt vildt og køreturen fra PS til Riverside var alt andet end fornøjelig. Jeg var direkte skide bange for, at blæsten skulle sende os ud over sletten, men det skete heldigvis ikke. Vi fik lidt regn på resten af køreturen og de lange bukser blev fundet frem for første gang siden Yosemite. Allerede ved 11- tiden var vi i San Diego, hvor vi camperede ved Pacific Beach på Campland on the bay: http://www.campland.com/. Tjek lige den side og se hvor fedt der er herJ. Lige nu leger drengene med de andre børn udenfor og far og mor her spiser left over pizza in the mobile home. Senere i dag skal vi ud for at se det kæmpe USS Midway, et magisk hangarskib, som er gået på pension efter 47 år i tjenesten. Det er gigantisk og har 27 krigsfly på og under dækket. Tjek evt.: http://www.midway.org/ . Efter et veloverstået besøgt på USS Midway var det tid til en tur i den opvarmede pool på campingpladsen.
Mandag den 9. maj 2011: I dag stod den på Sea World i San Diego, og her fik vi virkelig én på opleveren med 5 store danse- og dyreshows og mange andre forlystelser som The Atlantis roller coaster og The Skyride. Særligt de store spækhuggere gjorde et vældigt indtryk på os, men også delfiner, søløver, kænguruer, papegøjer og ørne var et flot syn. Kl. 18 kørte vi meget trætte og våde (sidstnævnte fordi de tre drenge liiiige skulle have en sidste tur i ringene, hvor de alle blev gennemblødte) tilbage til Camp on the Bay. Vi var så fyldte af nye indtryk og kunne slet ikke rumme mere. Lidt vasketøj var vi dog nødt til at få klaret inden sengetid, men mere blev det altså heller ikke til. Godnat og sov godt.
Tirsdag den 10. maj 2011: I dag skulle vi til Hollywood og Beverly Hills lige uden for Los Angeles. Vi havde aftalt af stå op i god tid, så vi kunne nå ud af San Diego inden morgentrafikken gik i gang, men sådan blev det altså bare ikke, for vi sov lige til kl. 8. Til gengæld fik vi en smuk køretur langs kysten i solskinsvejr. På vejen holdt vi ind ved et shoppingcenter, hvor drengene fik nye shorts og T-shirts. Mor her fik selvfølgelige også lige e par kjoler mere i kuffertenJ. Kent fandt ikke rigtig noget i denne omgang. Efter frokost gik turen videre til downtown L.A. Det var frygteligt at køre derinde. Den by er simpelthen bare for stor til os. Men ifølge amerikanerne selv, er den vist også blevet for stor til dem. Man er forfærdelig bange for, at San Diego vil vokse sig lige så stor som L.A. Dens indbyggertal er allerede fordoblet på rekordtid. Man prøver at undgå et mega San Diego ved at sætte en stopper for nybyggeri og anlægge store fredede parker og naturområder. Om det så hjælper, kan kun fremtiden vise. Det tog os over en time at komme igennem L.A. og op til Beverly Hills og Hollywood. Vi lagde ud med en tur ned ad Hollywood Boulevard, også kaldet The Boulevard of broken dreams. Det er her mange kendte gennem tiderne har fået deres navn sat i en stjerne på fortovet, men det er også her mange unge talenter er kommet til og har fået smadret deres drømme, da det er gået op for dem, at virkelighedens glamour verdenen ikke stemmer helt overens, med den vi ser på tv. Foran Graumann´s Chinese theatre kan man se berømte filmstjerners fod- og håndaftryk samt små kommentarer i cementen. John Wayne skrev f.eks. ”There are not enough words”. På boulevarden gik mange superhelte som Hr. Utrolig, Superman, Spiderman m.fl. rundt. Jacob var vildt imponeret. Vi mødte skam også en genganger af The King of Pop. Vi gik også lidt op og ned ad Sunset Boulevard, hvorefter vi tog en minibus op gennem Beverly Hills for at inspicere ca. 40 hjem tilhørende kendte skuespillere, sangere og producere. Det dyreste hus i B.H. med 123 rum til den nette sum af 150 millioner dollars ejes af manden bag 90210; Mr. Spelling. Vi så også ”paladser” ejet af Tom Cruise, Madonna, Brad Pitt m.fl. samt det hus, hvori Michael Jackson sov ind. M.J.´s pladeselskab havde lejet dette hus til ham, som han boede i mens han indspillede sin sidste CD. Desværre blev han aldrig færdig med den. Sidst på turen tog den rare bussemand os op til udkigspunktet ved det kendte Hollywood skilt på bjerget. Ved 19 tiden ankom vi til den ene ud af kun to campingpladser i L.A., hvor vi måtte betale næsten dobbelt pris for at overnatte til trods for, at pladsen faktisk kun var en stor asfalteret parkeringsplads. Vi sov tungt efter en lang og oplevelsesrig dag i stjernernes verden. Hvad vi ikke vidste, var, at en ny og endnu federe dag ventede os.
Onsdag den 11. maj 2011: Op i god tid, smøre mad og af sted til Universal Studios. Vi glædede os alle 4. Dette var klart en af de store højdepunkter på turen. Men vi havde bare slet ikke fantasi til at forestille os alt det, vi fik oplevet på de 7 timer. Det var SÅ stort og kan ikke forklares. Det skal ses. The Simpsons Ride, Tour i selve filmbyen inkl. King Kong oplevelser og Water World var klart blandt favoritterne. Men resten af parken og de øvrige shows var bestemt også gennemførte, og vi var helt øre i hovederne, da vi landede i camperen ved 18 tiden og begav os til Malibu Beach, hvor vi skulle campere for natten.
Torsdag den 12. maj 2011: Sikken en udsigt at vågne op til. Oppe fra vores plads kunne vi se langt ud over The Pacific Ocean. Det var så blåt og himlen ligeså. Kolibrier fløj tæt forbi os. Dem var der en del af på denne campingplads. En stille, afslappende og meget solrig dag ventede os. Som Peter så korrekt havde sagt; ”Nu begynder den afslappende del af ferienJ.” Og det gjorde den. Vi kørte den korte vej til Santa Barbara og dens hvide sandstrande. Her opholdt vi os til langt ud på eftermiddagen og dasede i solen og så på pelikaner, der dykkede efter fisk. Desværre havde Kent ”glemt” sololien (”Ikke nødvendigt for mig, Maria. Jeg tåler solen. Plejer altid bare at blive meget brun.” Year right!) og blev derfor rød som en krebs. Ikke sjovt for ham og hans kommende nattesøvn. Vi andre kunne dog ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. Huskede tydeligt sidste år i både Sverige og Tyrkiet og året før i Frankrig. Men… den Røde Baron kommer altid igen. ”I will be back,” som Arnold Schwazenegger plejede at sige. En tur ud på den lange mole og en stor is i skuffen blev det da også til. På en bænk på molen fik vi os en god snak med en herre fra Montana. Herefter kørte vi mod Solvang, hvor vi ville tilbringe aftenen. Det var en meget smuk køretur dertil gennem Santa Ynez dalen, hjemsted for mange vingårde. Desværre var der ikke stemning for vinsmagning i denne omgangL Vi ankom til Solvang lige inden spisetid. Idéen om Solvang opstod i 1910, da en dansk præst fra Michigan foreslog, at man bygge en dansk kolono i Californien, som man havde gjort det på Østkysten og i Midtvesten. Formålet var at bevare den danske kultur og det danske sprog. Solvang er en hyggelig og meget pæn by med danske vej- og gadenave samt flere danske butikker og restauranter. Den daske kultur er der dog ikke meget tilbage af, når man skræller turistoverfladen af og kun meget få, ældre mennesker i byen taler stadig det danske sprog. Man underviser heller ikke i eller på dansk længere i byens skole. Vi overnattede på den lokale campingplads; Flying Flags, som ligeledes var et meget pænt og nydeligt sted med opvarmet pool og spa. Pladsen var mere europæisk end de andre steder campingpladser, vi havde set og besøgt. Det var for eksempel den første plads, vi havde set, med græsplæner. Alle andre campingpladser havde enten haft grus- eller asfaltveje.
Fredag den 13. maj 2011: Da vi vågnede stod der et storkepar lige uden for vores camper. Solen skinnede og vinden var allerede lun. Røg hurtigt af sted op til Pismo Beach, hvor vi allerede kl. 10.30 indlogerede os på Pismo Coast Village RV Resort, og meget pæn og lidt dyrere campingplads. Vores lejede RV´er var vist den mindste på denne campingplads. 10 min. Efter ankomst flød Jacob og Peter allerede rundt i poolen og nød det i fulde drag. De tilbragte stort set hele dagen der. Ren afslapning. Far Kent søgte skyggen. Han frøs også lidt, da kroppen brændte en del. Så var det mors tur til at blive rød. Vinden var lidt kold og det virkede ikke som om solen rigtig tog ved. Men det gjorde den! Drengene mærkede det også tydeligt på deres små skuldre. Så Der Rote Armee fik nye medlemmer på denne dagJ. Vi gik en lang seneftermiddagstur på stranden, under den lange og høje træbro. Aftensmaden stod på store bøffer og lækker salat. The American way. LækkertJ.
Lørdag den 14. maj 2011: Vi vågnede til blå himmel og fuglekvidder. Efter morgenmaden løb Peter og jeg en tur på stranden. Vejrprofeterne havde spået, at det skulle blive overskyet og koldt i dag, men der var helt vindstille og klar himmel nede på stranden. Efter morgenmaden begav vi os af sted til Hearst Castle. Et stort slot på toppen af et bjerg ved den californiske kyst bygget af avis- og filmkongen William Hearst. Som dreng havde han rejst rundt i Europa med sin mor og havde set så mange flotte og store bygninger, skøn arkitektur og uvurderlige skatte og kunstværker. Alt dette glemte han aldrig. Hans far, som var én af verdens rigeste mænd omkring år 1900 pga. sølvgravning, ejede 3 store gårde og 150 km kyststrækning i Californien nær San Simeon. Da William som 56-årig arvede alt dette i 1919, fandt han straks den bedste plet; frodig og skøn, med en meget smuk udsigt, højt oppe på en bjergtop, ansatte en af datidens dygtigste kvindelige arkitekter, som troede på hans projekt, og gik i gang med det enorme byggeri; Casa Grande. Efter 15 år stod slottet, verdens største private zoo og 3 tilhørende kæmpe gæstehuse indflytningsklare, men han fortsatte at bygge og ombygge på det til den dag han døde i 1947. Hans motto var, at man skulle turde tro på sine drømme, gå efter dem og dele dem med andre. Det gjorde William også. Han havde opbygget en avis, et filmstudie og meget mere. Hver weekend inviterede han kendte som ukendte politikere, sportsudøvere, filmproducere og skuespillere fra hele verden til sit Casa Grande i Californien. De blev fløjet dertil i privatfly og kørt op ad de stejle skrænter til slottet i Hearst´s privatbiler. Han havde selv ønsket, at hans hjem en dag skulle blive et museum for besøgende. 6-7 år efter hans død gav arvingerne (han havde 5 drenge) stedet til den californiske stat mod skattelettelser. For staten var det alt andet end en god forretning, for stedet koster en formue at vedligeholde, og det var og er den dag i dag stadig ikke færdigbygget. Ikke mindre end 300.000 kunstværker pryder det 150 rum store slot. Vi så kun en tiendedel af stedet. Det mest imponerende var klart de udendørs og indendørs pools. Spisesalen var som grebet ud af en Harry Potter film på Hogwart skolen, og det viste sig da også, at Potter forfatteren har fået sin inspiration til Hogwart netop fra Hearst Castle. Vi blev kørt i bus til og fra slottet, så vi rigtig kunne nyde udsigten og se de gamle bure, som engang havde huset alt lige fra løver til isbjørne. Ved Hearst´s død blev de fleste af dyrene overgivet til San Francisco og San Diego zoos. Hearst Cattle Ranch eksisterer stadig den dag i dag og drives af arvingerne og deres familier. Efter en sen frokost gik turen videre op til Santa Cruz. Vi ville have elsket at tage turen på highway 1 helt ude ved kysten op forbi Big Sur og Monterey, men et kraftigt regnvejr i marts måned havde forårsaget jordskred og en bro var kollapset, så det var desværre ikke muligt. Vi måtte vende om og køre en mindre omvej ind til motorvejen 101 for at tage den op til Santa Cruz. Vi overnattede på en lille campingplads helt ude ved kysten, hvor det var muligt at gå ned ad den stejle skrænt, ned på stranden. En masse drivtømmer var drevet i land og nogen havde bygget huler af det langs stranden. Ude i vandet lå flere søløver og sæler og skvulpede rundt i sidste bølgerække. Det var et hyggeligt syn. Ved sengetid satte regnen ind med en sådan styrke, at det regnede ind i camperen. Øv!
Søndag den 15. maj 2011: Sidste dag i auto camperen oprandt. Regnen var stilnet af i løbet af natten og det hele var ved at tørre. Vi tilbragte formiddagen on the Boardwalk in Santa Cruz. Her har man bygget en tivolipark med rutsjebaner og karruseller lige ned til stranden. Der var ikke meget gang i den på sådan en søndag formiddag, men der havde helt sikkert været mange besøgende aftenen i forvejen, lørdag aften. Ved middagstid begav vi os op til The Mystery Spot lige uden for Santa Cruz. Lidt inde i skoven op ad en stejl skrænt fandt man i 1939 et sted, hvor tyngdekraften åbenbart er anderledes. Vi blev udsat for mange sjove forsøg på den 45 min. lange guidede tur, vi var ude på. Det var uforklarligt, men sjovt og interessant. Flere videnskabsmænd og forskere fra hele verden har gennem årene besøgt stedet, men har heller ikke kunnet forklare det mystiske, som sker, når man står bestemte steder på skrænten. Man føler sig lettere og bliver mindre. (Vores billeder viser det tydeligt). Desuden risikerer man også at blive en smule svimmel og utilpas. Herefter gik turen til Big Basin nationalpark, hvor de store Redwood træer bor. Det var en forfærdelig nervepirrende køretur derop og endnu værre nedad på den anden side af bjerget. Værre end noget andet, vi havde prøvet indtil nu. Vores tur op til Yosemite ad snoede veje uden rækværk var vand i forhold til dette. Vejen var SÅ smal og på en 8 km lang strækning var det ikke muligt for 2 store biler at passere hinanden, så vi håbede på det bedst og begav os ned ad igen. Sikke noget. Hvis et hjul var kommet ud i den bløde rabat og ud over kanten, havde det været ude med os. Jeg var så bange og havde helt krampe i fingrene af at knuge dem sammen, da vi endelig nåede sikkert ned for foden af bjerget. Ikke en tur vi behøvede at gentage for min skyld. Godt trætte fandt vi en kystcampingplads lige uden for San Francisco. Her badede Kent og drengene i den opvarmede pool, mens mor her vaskede tøj og begyndte at pakke. Om aftenen gik vi en tur på stien langs kysten og så, hvordan havet havde ædt sig ind i skrænterne og gjort dem forfærdeligt stejle. Flere steder var terrasserne til huse forsvundet. Vi var enige om, at vi nødigt ville bo i et af de huse som så ud som om det snart var deres tur til at styrte i havet.
Mandag den 16. maj 2011: Så kom den kedelige del af ferien. Autocamperen skulle tømmes og rengøres. Alle gav en hånd med og kl. 9 var vi klar, part, start. Vi kørte til Oakland og afleverede camperen. Herefter tog vi med BART til down town San Francisco og fandt vores Grant hotel, hvor vi skulle overnatte de kommende par nætter. Efter check in gik vi ud for at shoppe lidt. Desværre begyndte det at regne igen, så vi nåede ikke at se så meget som ønsket. Vi spiste aftensmad på Pizza Hut og drak kaffe på en lille, nydelig café.
Tirsdag den 17. maj 2011: Vi vågnede til regnvejr. Øv. Men da vi havde købt billetter til Alkatraz i forvejen, måtte vi af sted ud i det forfærdelige vejr. Vi bestilte en taxi og kørte ned til havneområdet. Det tog kun 10 min at sejle ud til øen. Det var meget interessant at se fængslet og høre nogle af de tidligere indsatte fortælle om deres tid som indsat på Alkatraz. Da vi sejlede tilbage til San Francisco stilnede regnen af. Vi spiste frokost på pier 39 og gik derefter langs kajen for at kigge på tøj og souvenirs i butikkerne. Jacob fik sig en lækker USA biker læderjakke. Han tog den straks på og var tydeligt meget stolt af den. Herefter gik vi den lange vej (11 blocks) op ad de stejle veje til Lombard Street, byens stejleste og mest snoede vej. Resten af eftermiddagen tilbragte vi på hotellet i rolige omgivelser. Aftensmaden blev indtaget på en nærliggende restaurant og aftenen gik med at få pakket de sidste indkøb ned i kufferterne.
Onsdag den 18. maj 2011: Vi skal hjem!
